Ungeteamet Skanderborg er en del af Myndighed, Foranstaltning og SSP i Fagsekretariatet Børn og Unge og har gennem de sidste fire år haft Konfront som en del af deres pædagogiske værktøjskasse.
I Ungeteamet er de optaget af at inddrage de unge, deres forældre og øvrigt relevant netværk for at fremme samarbejdet om de gode løsninger, som kan supplere de indsatser, der allerede er omkring den unge.
Dette blogindlæg er skrevet at faglig koordinator Eldbjørg Pollestad, som deler teamets konkrete erfaringer med deres arbejde med Konfront.
I selve arbejdet med unge, der har brug for støtte og vejledning, er det afgørende at have de rette redskaber til at skabe udvikling og trivsel. Hos Ungeteamet i Skanderborg arbejder vi med en bred målgruppe – fra unge i støtte- og kontaktpersonstilbud i alderen 11-18 år til unge i efterværnsordninger op til 23 år.
Vores arbejde spænder over både special- og socialområdet, og vi tilbyder også et frivilligt, anonymt og forebyggende rådgivningstilbud, Ungevejen, hvor unge mellem 13-17 år kan modtage op til fem rådgivningssamtaler samt deltage i et kortere gruppeforløb.
I begge tilbud anvender vi Konfront som en central del af vores arbejdsredskaber, og vi har gjort os mange erfaringer med platformens anvendelighed og effekt.
Konfront er en fast del af alle ungesager.

Vi oplever, at Konfront fungerer bedst i arbejdet med unge, der ikke har alt for komplekse problemstillinger, og som har et kognitivt funktionsniveau, der gør dem i stand til aktivt at arbejde med deres egen udvikling. Platformen er særligt effektiv for unge inden for det neurotypiske område, hvor motivation og refleksionsevne er til stede.
Som en fast del af vores arbejde anvendes Konfront i alle ungesager, hvor vi gennemfører en trivselsmåling (red. Konfront Compass) i opstarten og minimum én gang ved afslutningen af indsatsen. Disse målinger giver både de unge og deres forældre en konkret og visuel forståelse af udviklingen over tid. Når man i lang tid har haft det svært, kan det være vanskeligt at se egne fremskridt – her kan de visuelle resultater fra trivselsmålingerne være en vigtig øjenåbner. Det kan vække håb og motivation hos både de unge og deres familier, da det tydeliggør de positive forandringer, der er sket.
Involvering og tilpasning er centralt.
Forældrene inddrages som udgangspunkt i trivselsmålingerne, og flere af vores medarbejdere har gode erfaringer med at sende øvelser hjem til den unge som opgaver, de kan arbejde videre med inden næste samtale. På denne måde skabes der kontinuitet og refleksion mellem møderne.
Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan Konfront fungerer bedst i den konkrete situation. Nogle unge trives med at arbejde digitalt direkte på platformen, mens andre oplever en større nærhed og bedre fordybelse ved at arbejde med materialerne i fysisk form. Derfor har vi god erfaring med at printe og laminere udvalgte øvelser, så de kan bruges i en mere håndholdt form – for eksempel øvelser som Vores interesser eller Automatiske tankefælder.


Vi kan alle genkende at have negative tanker, som ”jeg duer ikke til noget” eller ”alt er min skyld”. For de fleste af os er
Et fælles fagligt fundament
Konfront giver vores personale en samlet platform, hvor faglig teori og metoder er let tilgængelige. Materialet er på et højt fagligt niveau, samtidig med at det er anvendeligt i praksis. Dette gør det lettere at implementere de forskellige værktøjer i det daglige arbejde med unge.
Et andet stort plus ved platformen er, at den skaber et fælles referencepunkt for samarbejde og sparring mellem kollegaer. Når vi alle har adgang til de samme materialer, kan vi nemmere inspirere hinanden og dele erfaringer om, hvordan vi bedst anvender Konfront i forskellige ungesager.
Konfront er et værdifuldt redskab i arbejdet med unge, særligt når det bruges målrettet og tilpasses den enkeltes behov. Ved at kombinere digitale muligheder med fysiske materialer og sikre en tæt inddragelse af både unge og deres forældre, kan vi skabe positive forandringer og styrke de unges trivsel.
Gennem Konfront kan vi hjælpe unge med at få øje på deres egen udvikling, skabe håb og give dem redskaberne til at fortsætte deres personlige rejse mod større trivsel og selvindsigt.