Fraværstallene bør skærpe vores fokus
Hos Konfront sætter vi løbende fokus på forskellige aktuelle tematikker. Det gør vi ikke får at problematisere tingene yderligere, men for at give viden og forståelse, som kan være med til at løse de udfordringer som ofte fylder blandt fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge. I dette blogindlæg retter vi blikket mod en kompleks problematik, der de seneste år har fået meget opmærksomhed, uden dog på nogen måde at være løst. Nemlig det stigene antal af børn og unge, der ikke har en regelmæssig skolegang.
For de seneste fraværstal fra skoleåret 2022-2023 viser, at 21,6 % af alle børn i folkeskolerne havde over 10 % fravær. Omregnet til dage svarer det til et fravær på over 20 dage. Børns Vilkår har omregnet procentdelen til antal børn, og det drejer sig om 110.966 folkeskoleelever ud af i alt 513.857, der har et bekymrende højt fravær. En stigning på over 7.500 elever fra året før. Hertil skal man huske, at de officielle fraværstal også gemmer en masse mørketal, idet skolernes fraværsregistrering endnu er præget af upræcise og alt for tilfældige registreringspraksisser fra skole til skole.
Et vildt problem med et manglende begreb
Gennem vores arbejde som både lærere og psykolog, og i vores arbejde i Konfront, er det vores oplevelse, at der mangler et ordentligt begreb eller en definition, der kan rumme alle aspekter af børns skolefravær. For ofte er det sådan at et begreber kan være med til at forsimple det nogle gange komplekse. Og skolefravær hos børn bør bestemt ikke forsimples.
Skolefravær er et af de problemer, mange ynder at kalde et ’vildt problem’. Et problem, der ikke har en klar definition og heller ikke entydig årsagsforklaring. Et problem, der inddrager flere tværfagligheder og flere personer og ikke mindst et problem, der på mange måder virker ”uløseligt”. Hvor ingen kan se målstregen, fordi problemet nok altid har og altid vil eksistere.
Men uanset hvor vildt problemet er, så betyder det, at der lige nu er alt for mange børn med skolefravær, der mister vigtige skoleår – af mange forskellige årsager.
Ofte benyttes begrebet skolevægring om udfordringerne, men skolevægring associeres med en indre og udtalt vægring mod skole. Men vi har bare endnu ikke mødt et barn, der ikke gerne vil gå i skole, hvis altså bare skolerne indrettes til at kunne rumme alle.
Andre bruger begrebet skoleeksklusion, der peger på, at det er skolen, der er skyld i børns skolefravær. Og ja, der er mange rammer i skolerne, der presser børn ud og ikke kan tage højde for alle børns mange behov. Men vi vil stadig påstå, at langt de fleste lærere og pædagoger arbejder for, at skolerne bliver mere inkluderende og mere trygge for langt flere børn. De har og får bare ikke mulighederne i en travl skolehverdag – og det slider på dem og deres påvirker deres overskud i en negativ retning.
Vi er derfor også fuld af beundring og respekt for de lærere og pædagoger, der hver eneste dag arbejder på trods af præmisserne og forsøger at skabe en god skole for alle. Vi ved, at det slider på moralen ikke altid at have tid til at kunne nå ind til alle børn.
Skolefravær er et symptom
Indtil et andet og bedre begreb er fundet, vælger vi at bruge begrebet “skolefravær” – og så sætter vi ind i mellem “bekymrende” foran. Og det gør vi, fordi al skolefravær kan ende med at blive bekymrende. Faktisk også de ferier, der afholdes uden for skolernes ferier, fordi nogle børn på meget kort tid kan komme uden for det sociale fællesskab.
Men i vores optik er skolefravær altid et sekundært problem, der skyldes en masse bagvedliggende og mere primære årsager. Det kan både skyldes skolens rammer, hjemlige forhold og børns iboende sårbarheder – ofte ender det med at påvirke og have rod i alle tre områder på én gang. Skolefravær er bare den adfærd eller det symptom, man ser, når et barn trækker sig og forsøger at undgå noget, der for mange er for svært at håndtere. Og opdages dette noget, der kan være forskelligt fra barn til barn, ikke i tide, ender barnet hjemme med udpræget undgåelsesadfærd og et langvarigt skolefravær. Jo længere fraværet står på, jo sværere er det ofte at hjælpe børnene tilbage i en skoleramme.
Langvarigt fravær kræver langvarig indsats
Vi har ind i mellem mødt børn, der ikke har været i skole i op til 3-5 år. Nogle af de børn har været nærmest umulige at hjælpe, fordi de er blevet så psykisk belastede, fastlåste og isolerede bag nedlukkede gardiner og en lysende blå skærm. Et fænomen, der desværre heller ikke er fremmet for mange af de skoler vi møder rundt om i landet.
Men heldigvis møder vi dygtige fagprofessionelle, som i tæt samarbejde med børnenes forældre er lykkedes med at få de fleste børn tilbage i skole. Her er tid en vigtig faktor og det kræver at der bliver givet mere end et år til at lykkes med opgaven. For når børn har været hjemme i flere år med langvarigt skolefravær, er der også brug for flere år til at komme tilbage i livet igen.
Tiden er afgørende
I næsten alle tilfælde af børn med skolefravær, er det et gentagende mønster, at børnene har fået hjælp for sent. Og hvis de har fået hjælp, har den ofte været kortvarig og utilstrækkelig. Netop på grund af den utilstrækkelige hjælp, ender mange børn med at blive overladt hjemme til isolation og langvarigt fravær. Et fravær og en isolation, som flere børn tager med ind i deres ungdoms- og voksenliv. Flere af de børn, der falder fra og ikke går i skole, falder også fra eller starter slet ikke på en ungdomsuddannelse. På trods af at de mange har potentialer og gode forudsætninger, når man bare ser bag deres meget lukkede adfærd og manglende tro på, at de selv har noget at byde på. For det er også, hvad der sker med børn med langvarigt skolefravær. De mister troen på, at de kan noget, og alt for mange mister troen på, at de er værdige og gode nok, som de jo alle er.
Perspektivskifte som metode
Prøv bare i to sekunder at forestille dig at være forældre til et barn, der opgiver håbet om, at nogen kan hjælpe. Børn, der har mistet håbet på, at der findes gode mennesker i verden. Det kan de færreste – medmindre man bliver givet tiden til refleksion og til perspektivskifte.
Perspektivskifte som metode, der først blev præsenteret af Iben Ljungmann i en artikle fra 2018, er et fagligt greb, der kan hjælper fagprofessionelle til at forstå, at arbejdet med børn med skolefravær aldrig kun har én løsning. Ofte kan vejen tilbage i skole for flere børn være svær at finde frem til. Her hjælper det, hvis man gør sig umage med at lave et perspektivskifte eller to. Hvis man får tid sammen med sine kollegaer til at lave et perspektivskifte.
Forældrenes perspektiv
Det første perspektivskifte, man som fagprofessionel omkring et barn med skolefravær skal lave, er det, hvor man forsøger at se forældrenes perspektiv. Det er nemlig ofte i mødet med forældrene, at arbejdet på at hjælpe børnene starter. Og så er det ofte her, at hjælpen ender med at gå galt. Her ender samarbejdet ofte i knuder, fordi der både fra skolen og fra hjemmet peges på, at skylden kan og skal placeres et andet sted end på egen banehalvdel.
Vi som fagprofessionelle skal føre an i ikke at placere skylden alene hos forældrene. De er ikke til stede i skolernes hverdag. Ofte kan man bedre forstå forældrene, hvis man tager sig tiden til uden fordomme og bias at lytte til deres perspektiver. Når man kan sætte sig i deres ofte ulykkelige sted, kan man bedre betrygge dem om, at man på trods af manglende ressourcer, tid og travlhed gerne vil hjælpe. Og det er et rigtig godt sted at starte.
Det kan ind i mellem være en vanskelig samtale at tage, da forældrene ofte er et meget følelsesmæssigt sårbart sted. Vi vil derfor anbefale at tage udgangspunkt i en spørgeramme og her kan vi varmt anbefale Konfront Compass.
Ind i børnenes perspektiv
Herefter kan man forsøge at lave et perspektivskifte ind i børnenes verden. Man kan forsøge at tale med børnene og se verden fra deres perspektiver. Der er ofte guld gemt i børnenes fortællinger. Guld, der kan pege i retning af, hvilke justeringer i skolerne der er behov for.
Psykolog Jørn Nielsen beskriver i sin bog “Fra symptomer til trivsel”, at alle børns symptomer og uforståelige adfærd er en invitation til, at vi voksne forsøger at forstå en smule mere en blot det, der lige er synligt. Og det er også overordnede budskab i dette indlæg;
Man kan ikke hjælpe børn med skolefravær tilbage i skole igen, hvis man ikke forsøger at forstå, hvem de egentlig er, og hvad de hver især har brug for – både hjemme, i skolen og som de mennesker, de er.
Problemet med skolefravær er komplekst og det er løsningerne også. Men en ting er simpel og det er, at vi først og fremmest skal starte med at se børnene, omgivelserne, være undersøgende og nysgerrige. For under adfærden gemmer sig altid noget som vi kan bruge som mulige svar.
Henvisninger
- Ljungmann, I. (2018, oktober). Perspektivskifte som metode. Systemisk Narrativt Forum, 2018(4), 67. Se online
- Vestergaard, A. (2025). Bogen om skolefravær: Forebyggelse, indsatser og nye veje. Dansk Psykologisk Forlag A/S.
- Skolens fraværende børn – årsager og indsatser (2019) Mai Juul Andersen, Line Berthelsen, Tine Basse Fisker, Helle Rabøl Hansen, Trude Havik, Gitte Lai Højmose, Rani Bødstrup Hørlyck, Daniel Bach Johnsen, Lisbeth Lenchler-Hübertz, Hanne Jeppensen Lomholt, Janni Niclasen, Nanna Paarup, Gry Ravn Rønne, Marlene Stokholm, Signe Sørensen og Mikael Thastum. Dafolo.