Konfront leverer et højt niveau af fagligt materiale inden for det specialpædagogiske felt via en unik digital platform. Det at udvikle og drive en nutidig, digital platform kræver stærke tekniske kompetencer. Det har Konfront nu fået tilført.
Dels indtræder Jørgen Bardenfleth som bestyrelsesmedlem, og dels påtager Christoffer Solander sig titlen som CTO i Konfront per 1. august 2020.

”Vi har fået to meget dygtige og erfarne personer med på Konfront-holdet. Det giver mildt sagt et kæmpe løft for hele virksomheden”, udtaler Anne Kristine Schwartzbach, stifter af Konfront, der endeligt kan løfte sløret for oprustningen.

Jørgen Bardenfleth har adskillelige topposter bag sig blandt andet i Microsoft og Hewlett-Packard. Jørgen er en travl herre, og er aktiv i flere andre bestyrelser. Alligevel har han valgt at indtræde i Konfront og udtaler i den forbindelse:

”Konfront har et rigtigt godt formål med at hjælpe børn og unge, og de gør det med nye moderne værktøjer, som jeg tror giver nye muligheder for at rådgive dem.
Derudover ser jeg gode potentialer i bredt at digitalisere et segment indenfor undervisning og rådgivning, der i dag primært er analogt – og bogbaseret.
Jeg ser frem til samarbejdet med Anne Kristine Schwartzbach og hele Konfront-teamet.”

Jørgen og resten af bestyrelsen vil tegne de store strategiske streger, som Christoffer Solander skal omsætte til virkelighed. Christoffers kompetencer er optimale i kraft af, at han har en lang karriere indenfor udvikling af digitale platforme, deriblandt læringsplatforme målrettet børn og unge. Om sin nye stilling udtaler Christoffer:

“Jeg har valgt at tiltræde Konfront, da jeg kan mærke, at det er en nytænkende virksomhed med høje ambitioner, og den klare vision om “at øge den mentale trivsel hos børn og unge”, tiltaler mig meget. Jeg ser et stort potentiale i Konfronts platform, og med den rigtige digitale strategi, kan vi nå ud til rigtig mange mentalt udsatte børn og unge på lands- og verdensplan. Jeg glæder mig til at bidrage med min tekniske viden og være med til, at løfte Konfront op på et nyt digitalt niveau.”

Dermed går Konfront snart på en meget velfortjent sommerferie med et stærkt og engageret kerne-team samt en robust bestyrelse, som nu består af Lotte Elleberg Møller, Anders Bang Olsen, Jørgen Bardenfleth, Anne Kristine Schwartzbach og formand Christopher Moyell Juul.

Forfatter