To af landets førende specialskoler satser på Konfront

Det bliver med nogle af landets mest kompetente eksperter ombord, når Konfront til september går på markedet med en ny platform. En platform der skal styrke den mentale sundhed, og som skal arbejde forebyggende i forhold til mennesker med blandt andet angstsymptomer.

 Den har været undervejs i flere måneder, der er tilknyttet en af landets allerbedste psykologer og et digitalt bureau, der har knækket teknologiske koder for at få det til ske – til september er Konfronts platform endelig klar til at forbedre livskvaliteten hos rigtigt mange mennesker. I første omgang børn og unge.

Og når det hele går i luften i det tidlige efterår, bliver det med opbakning og tillid fra både Søstjerneskolen i København og Langagerskolen i Aarhus. To af landets førende special- og behandlingsskoler i forhold til børn med Autisme Spektrum Forstyrrelser og/eller svær ADHD.

– Det bekræfter mig i platformens potentiale, at nogle af landets førende eksperter gerne vil være frontløbere på projektet. Skolerne er fagligt ambitiøse, og de formår at rykke børn, der har oplevet meget modgang og sidder med svære udfordringer, udtaler CEO og stifter i Konfront Anne Kristine Schwartzbach.

 En tidssvarende digital platform

Midlerne i Konfronts platform er en kombination af Virtual Reality og den kognitive adfærdsterapi. Sammen udgør de to ting en teknologisk tidssvarende måde at styrke indsatsen overfor mennesker, der har mentale udfordringer – herunder angst. Og dermed er det også en platform, der konstant kan tilpasses og udvikles i forhold til tidens aktuelle behov og det enkelte menneske.

Og i den forbindelse er samarbejdet med Søstjerneskolen og Langagerskolen vigtigt for Konfront.

– Udover at jeg er vanvittig stolt af, at de her skoler kan se de samme muligheder i platformen, som jeg kan, så ser jeg det også som et samarbejde. På den her måde får vi et hold eksperter ombord, der via praksis kan være med til at forbedre vores platform yderligere, siger Anne Kristine Schwartzbach.

 Et stærkt hold bag Konfront

Konfront blev stiftet den 1.december 2018. Bureauet Behaviour har ansvaret for udviklingen af den digitale del af platformen, Kristian Bech Arendt (ph.d. psykolog) ansat ved Aarhus Universitet udvikler sammen med Anne Kristine Schwartzbach den faglige terapi-del. Og sammen har de altså et produkt klar til markedet i september, samtidig med at firmaet har et stærkt bagland på flere poster.

– Vi har en tydelig projektstyring og tidsplan. Vi har dygtige folk på, der gør, at vi fører en ansvarlig økonomisk virksomhed, hvor der er fokus på kvalitet og på hele tiden at udvikle værdiskabende indhold til vores brugere, siger Anne Kristine Schwartzbach.

Udover Søstjerneskolen og Langagerskolen er også blandt andre Region Midtjylland Specialområde Autisme børn og unge, tre specialskoler på Fyn og flere kommuner med fra start, når Konfronts platform er færdig og klar til brug i september.