Kognitiv adfærdsterapi, også kaldet KAT eller CBT fra det engelske Cognitive Behavioural Therapy, er en psykoterapeutisk retning, som startede blandt psykiatere og psykologer i USA i 1960’erne og som integrerer teorier om kognition og læring med behandlingsprincipper fra kognitiv terapi og adfærdsterapi.

Det er en videnskabelig veldokumenteret terapiform, som er anerkendt som en af de mest effektive interventionsmetoder og behandling af en række psykopatologiske lidelse, herunder angst (Reynolds et al. 2012 og James et al. 2013).

Udgangspunktet for terapien er selve tænkningen – kognitionen – som ses som årsagen til de adfærdsmæssige og følelsesmæssige problemer i en given psykopatologisk tilstand. Det er således ikke en specifik situation, som udløser vanskeligheder, men derimod den mening, som individet tilskriver den givne situation.

Ifølge kognitiv adfærdsterapi er vores opfattelse af os selv og af verden således ikke objektiv eller neutral, men altid påvirket af et samspil mellem de fire komponenter – tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd – som er gensidigt afhængige og forbundne variable.

Vi foretager konstant en, mere eller mindre bevidst, udvælgelse af dele af virkeligheden, som vi på basis af de fire komponenter, tanker følelser, kropslige reaktioner og adfærd, samt vores tidligere erfaringer tillægger en bestemt betydning eller mening.

Når vi eksempelvis opfatter noget som farligt (tanke), bliver vi bange (følelser), vores hjerte slår hurtigere (kropsligt signal) og vi forsøger at flygte, gå i forsvar eller gå til angreb (adfærd). De fire komponenter er gensidigt forbundne variable, som forstærker hinanden og bekræfter antagelsen om, at vi er i fare.

Denne proces er almindeligvis sund og forekommer hos os alle, som en vigtig del af vores overlevelse og psykiske velbefindende. Men problemet opstår, hvis oplevelsen af virkeligheden, og den betydning, som givne situationer tillægges, skaber unødigt og overdrevent psykisk ubehag og hæmmer individets udfoldelse.

Dette ses ved de fleste psykopatologier, herunder også angst, hvor opfattelsen af virkeligheden baseres på fejlagtige eller uhensigtsmæssige tanker og følelser.

Udviklingen af disse uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og psykopatologiske opfattelser af virkeligheden er et resultatat af et samspil mellem disponerende faktorer og udløsende faktorer. De disponerende faktorer er genetiske, psykiske og sociale faktorer, mens de udløsende faktorer er kritiske begivenheder i livet eller en særlig personlig sårbarhed.

Det kan således være, at vi tidligere har indlært nogle måder at reagere følelsesmæssigt på eller betragte os selv og verden på, som gav god mening på det tidspunkt, men som ikke længere er hensigtsmæssige for os. Det kan også være, at vi er kommet ind i de uhensigtsmæssige tanke- eller adfærdsmønstre fordi vi er blevet påvirket af nogle særligt stærke oplevelser tidligere i livet.

I den kognitiv adfærdsterapeutiske  intervention er fokus på at omstrukturere de uhensigtsmæssige tanker og antagelser gennem kognitiv omstrukturering og adfærdsteknikker. Målet er, at individet får en mere hensigtsmæssig og tilpasset følelses- og adfærdsmæssig respons og derudover opnår en øget mestrings- og problemløserevne.