ikon_ej-baggrund

Konfront relancerer trivselsmaterialet Perspekt 2.0

Konfront overtager Perspekt 2.0 og sikrer, at skolerne fortsat kan få gratis adgang til det fulde trivselsmateriale

Da vi for noget tid siden opdagede, at trivselsmaterialet Perspekt 2.0, som er udviklet med støtte fra ROCKWOOL Fonden, ikke længere var tilgængeligt for lærere og pædagoger, greb vi straks til handling. 

Vi vidste nemlig, at mange skoler gennem årene har brugt Perspekt 2.0 som en vigtig del af arbejdet med elevernes trivsel og sociale udvikling. 

Med vores vision om at styrke trivsel blandt børn og unge var det derfor helt naturligt for os at kontakte ROCKWOOL Fonden og tilbyde at videreføre materialet. ROCKWOOL Fonden havde heldigvis også et klart ønske om at finde en løsning, der kunne sikre materialets fortsatte liv, og sammen har vi arbejdet på at få overdragelsen på plads og gøre materialet frit tilgængeligt igen

Det betyder, at Konfront nu har overtaget Perspekt 2.0 og vi vil sikre, at materialet fortsat er frit tilgængeligt for lærere og pædagoger. 

Mange skoler oplever, at arbejdet med elevernes sociale og personlige kompetencer kræver både tid, struktur og fælles redskaber. Her bidrager Perspekt 2.0 med en praktisk ramme, som gør det lettere at sætte fokus på trivsel og stærke fællesskaber i hverdagen. 

Derfor er vi både stolte af og glade for at kunne føre Perspekt 2.0 videre. 

Hvad er Perspekt 2.0?

Perspekt 2.0 er et undervisningsmateriale til grundskolen, der hjælper elever med at udvikle emotionelle, sociale og personlige kompetencer. Materialet blev udviklet i 2007 og er siden blevet justeret og videreudviklet på baggrund af erfaringer fra skoler og undervisere. 

Materialet er opdelt i tre moduler til henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling, så det kan anvendes gennem hele skoleforløbet. Samtidig er det udviklet med fokus på nem anvendelse i praksis og kan tages i brug uden omfattende kompetenceudvikling eller særlige forudsætninger.

Perspekt er oprindeligt udviklet af Jane Vinter og Allan Mads Knægt med støtte fra ROCKWOOL Fonden. Perspekt blev forankret hos Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), som reviderede materialet, hvilket har resulteret i Perspekt 2.0. Efter DCUM blev lukket ned, har Perspekt 2.0 ikke været tilgængeligt.

Formålet: Fokus på trivsel, relationer og fællesskab 

Perspekt 2.0 tager udgangspunkt i både det enkelte barn og de fællesskaber, barnet er en del af. Formålet er at styrke trivslen i klassen ved at udvikle elevernes forståelse af sig selv, hinanden og de relationer, de indgår i. 

Gennem makkerarbejde, samtaler og øvelser arbejder eleverne blandt andet med: 

  • forståelsen af, at mennesker er forskellige 
  • hensigtsmæssig kommunikation, også digitalt 
  • forskellen på at vide, tro og antage 
  • bevidstheden om, at handlinger har konsekvenser 
  • opmærksomhed på egne signaler og reaktioner 
  • forståelse for fællesskabets regler og forventninger 

På den måde giver materialet eleverne et fælles sprog for følelser, relationer og konflikter og styrker deres evne til at indgå konstruktivt i fællesskaber. Det er kompetencer, som rækker langt ud over klasseværelset. 

Evaluering af Perspekt 2.0

Perspekt 2.0 er blevet evalueret af ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed. Evalueringen viste, at både lærere og elever oplevede materialet som relevant og meningsfuldt. Mange fremhævede især, at Perspekt 2.0 gav struktur og konkrete redskaber til arbejdet med elevernes trivsel og samspil i klassen. 

Dog viste evalueringen også, at materialet ikke førte til målbare forbedringer i elevernes sociale trivsel sammenlignet med skolernes øvrige indsatser. 

Resultaterne peger altså på, at Perspekt 2.0 kan være et værdifuldt værktøj for skoler, der ønsker at arbejde systematisk med klassens fællesskab og elevernes sociale udvikling, men at det ikke kan stå alene som løsning på komplekse trivselsudfordringer, hvilket en enkelt indsats sjældent kan. 

Perspekt 2.0 skal fortsat være gratis og tilgængeligt

Da vi begyndte at tale med skoler og fagpersoner om Perspekt 2.0’s fremtid, blev det hurtigt tydeligt, hvor stor betydning materialet fortsat har. 

Meldingen var klar: Perspekt 2.0 skaber værdi i hverdagen, og mange ville være kede af at miste adgangen til de redskaber og den struktur, som materialet tilbyder. 

Det bekræftede os i, at beslutningen om at videreføre Perspekt 2.0 var den rigtige. 

Derfor valgte vi at overtage materialet og samle det hos Konfront. På den måde gør vi det let at finde, let at anvende og fortsat tilgængeligt for lærere og pædagoger over hele landet. 

Vi tror på, at gode fællesskaber ikke opstår af sig selv. De kræver tid, opmærksomhed og de rette redskaber. Derfor er vi stolte af at kunne føre Perspekt 2.0 videre i den ånd, det blev skabt i: at give lærere og elever et fælles udgangspunkt for arbejdet med trivsel, relationer og stærke fællesskaber. 

Perspekt 2.0 relanceres senest den 2. oktober, så skolerne kan nå at forberede sig til Den Nationale Trivselsdag. 
 

Vil du have adgang, når Perspekt 2.0 lanceres?

Skriv dig op her, så bliver du en af de første til at få adgang til materialet. 

Forfatter

Del nyhed

Facebook
LinkedIn